denne artikel bygger på min forskning i sprogpolitik og sprogpraksis på arbejdspladser i den globaliserede service- og vidensøkonomi, hvor der i stigende grad udøves diverse former for sproglig normering1. i ar-tiklen vil jeg se nærmere på den sproglige normering der finder sted i callcentre og på universiteter, to arbejdspladser som her repræsenterer henholdsvis service- og vidensøkonomien. Selvom den sproglige nor-mering der udøves på callcentre, er mere omfattende og detaljeret end den der foregår på danmarks otte internationaliserede universiteter, er der også en del ligheder. Begge typer af sproglig normering finder fx sted som et forsøg på at løse en række modstridende behov der karakteriserer dagens globaliserede arbejdspladser. i callcentre handler det om behovet for at rationalisere og effektivisere uden at det går ud over kundeservicen, og på universiteterne handler det om at interna-tionalisere uden at det går ud over nationale behov. og i begge typer af institutioner fokuserer man på isproget/i frem for på de underliggende politiske, økonomiske, organisatoriske og pædagogiske faktorer som spændingerne i virkeligheden skyldes. Formålet med artiklen er at sam-menholde forskelle og ligheder mellem den sproglige normering der foregår i disse i øvrigt meget forskellige typer af institutioner for på den måde at opnå en dybere forståelse af begrebet sproglig normering: hvad den består i og hvorfor den finder sted